Vedtægter

Vedtægter for Annette Valstrøms Forening til Støtte for Unge Kunstnere

Udkast frem til den stiftende generalforsamling; klammer markerer oplysninger, der udfyldes ved stiftelsen.

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1.Foreningens navn er "Annette Valstrøms Forening til Støtte for Unge Kunstnere". Foreningen benytter tillige navnet "Annette Valstrøms Mindelegat" som binavn.

Stk. 2.Foreningens hjemsted er formandens til enhver tid værende bopælskommune.

§ 2. Formål

Foreningens formål er almennyttigt: at støtte og fremme unge kunstnere i Danmark, herunder ved uddeling af Annette Valstrøms Mindelegat samt øvrige legater, hædersgaver og rejselegater, ved at skabe udstillings- og udviklingsmuligheder for unge kunstnere og ved at udbrede kendskabet til kunstneren Annette Valstrøms (1951-2026) kunst og virke.

§ 3. Grundlag

Foreningen er stiftet på grundlag af Annette Valstrøms sidste ønske og med midler hidrørende fra arven efter hende. Foreningens midler tilvejebringes herudover ved kontingenter, donationer, sponsorater, offentlige tilskud, afkast af foreningens formue samt indtægter fra aktiviteter inden for formålet.

§ 4. Medlemmer

Stk. 1.Som medlem kan optages enhver fysisk person, der ønsker at støtte foreningens formål. Indmeldelse sker via foreningens hjemmeside.

Stk. 2.Kontingentet fastsættes af bestyrelsen og er ens for alle medlemmer. Kontingent opkræves ved indmeldelsen og derefter årligt. Udmeldelse kan ske til enhver tid; allerede betalt kontingent refunderes ikke.

Stk. 3.Et medlem i kontingentrestance har ikke stemmeret på generalforsamlingen. Betales restancen ikke senest 14 dage efter, at foreningen har sendt en betalingspåmindelse, betragtes medlemmet som udmeldt af foreningen. Sletning på grund af restance er ikke til hinder for senere genindmeldelse efter stk. 1.

Stk. 4.Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der modarbejder foreningens formål; eksklusion kan af medlemmet indbringes for førstkommende generalforsamling.

§ 5. Generalforsamling

Stk. 1.Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed alene i de anliggender, der udtrykkeligt er henlagt til den i disse vedtægter.

Stk. 2.Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af juni og kan afholdes helt eller delvist digitalt. Indkaldelse sker elektronisk med mindst 14 dages varsel og vedlægges dagsorden, årsregnskab og budgetforslag. Forslag fra medlemmer skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Stk. 3.Dagsordenen skal omfatte: 1) valg af dirigent, 2) bestyrelsens beretning, 3) godkendelse af årsregnskab, 4) fremlæggelse og godkendelse af budget, 5) indkomne forslag, 6) valg til bestyrelse, 7) valg af intern revisor, 8) eventuelt.

Stk. 4.Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal i bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt forlanger det.

Stk. 5.Hvert medlem har én stemme; beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet følger af disse vedtægter. Stemmeret forudsætter, at medlemmet ikke er i kontingentrestance, jf. § 4, stk. 3, og kan ikke udøves ved fuldmagt.

§ 6. Bestyrelsen

Stk. 1.Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-7 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen; genvalg kan finde sted. Afgår et bestyrelsesmedlem i valgperioden, kan bestyrelsen supplere sig selv med et nyt medlem, der sidder indtil førstkommende generalforsamling.

Stk. 2.Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer og kan til enhver tid ved simpelt flertal foretage ny konstituering, herunder vælge ny formand.

Stk. 3.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne deltager; beslutninger træffes ved simpelt flertal, og ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og kan afholde møder digitalt.

§ 7. Bestyrelsens beføjelser

Bestyrelsen leder foreningen i alle anliggender og er bemyndiget til at træffe enhver beslutning, der ikke ved lov eller disse vedtægter udtrykkeligt er henlagt til generalforsamlingen, herunder at: a) fastsætte kontingent, b) modtage donationer, sponsorater og tilskud samt indgå sponsoraftaler med modydelse i form af synliggørelse, c) fastlægge foreningens investeringspolitik og anbringe foreningens midler i bankindskud, obligationer, aktier, investeringsforeninger og tilsvarende aktiver, d) ansætte lønnet personale og antage ekstern bistand til administration, drift og formueforvaltning, e) fastsætte kriterier for og beslutte foreningens uddelinger, f) nedsætte udvalg, og g) beslutte at stifte "Annette Valstrøms Fond" og helt eller delvist overdrage foreningens formue hertil som grundkapital, når foreningens formue overstiger 1 mio. kr., forudsat at fonden får samme formål som foreningen.

§ 8. Uddelinger

Stk. 1.Annette Valstrøms Mindelegat uddeles som et uansøgt engangsbeløb udelukkende som anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester.

Stk. 2.Øvrige legater kan uddeles efter ansøgning eller indstilling efter kriterier fastsat af bestyrelsen.

Stk. 3.Uddeling kan ikke ske til medlemmer af bestyrelsen eller disses nærtstående.

§ 9. Tegning og hæftelse

Stk. 1.Foreningen tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem eller af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til daglig drift, herunder til betalinger inden for rammer fastsat af bestyrelsen.

Stk. 2.Foreningen hæfter alene med sin formue; hverken medlemmer eller bestyrelse hæfter personligt for foreningens forpligtelser.

§ 10. Midlernes anvendelse, henlæggelser og vederlag

Stk. 1.I overensstemmelse med foreningens formål træffer bestyrelsen beslutning om anvendelse af foreningens midler. Bestyrelsen er berettiget til at foretage henlæggelser til konsolidering af foreningen og til varetagelse af stk. 3.

Stk. 2.Bestyrelsen må ikke honorere bestyrelsesmedlemmer eller andre til foreningen knyttede personer, der indtager en aktiv rolle i foreningens virke, med vederlag, der overstiger, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Tilsvarende gælder nærtstående til de nævnte personer. Bestyrelsens medlemmer har herudover ret til dækning af dokumenterede udgifter afholdt i foreningens interesse samt godtgørelser efter de til enhver tid gældende skattefri satser.

Stk. 3.Foreningen skal så vidt muligt henlægge overskud til den generelle drift for de kommende år.

§ 11. Regnskab og revision

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet revideres af den interne revisor, der vælges af generalforsamlingen og ikke kan være medlem af bestyrelsen.

§ 12. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de afgivne stemmer på en generalforsamling. Ændring af § 2 (formål), § 8 (uddelinger) og § 13 (opløsning) kræver dog 4/5 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger afholdt med mindst 4 ugers mellemrum.

§ 13. Opløsning

Stk. 1.Beslutning om opløsning træffes efter samme regler som ændring af formålsparagraffen.

Stk. 2.Ved opløsning skal foreningens formue anvendes til at stifte en fond med samme formål som foreningen, subsidiært overdrages til en anden almennyttig organisation, der støtter unge kunstnere i Danmark. Formuen kan under ingen omstændigheder udloddes til medlemmerne.

§ 14. Stiftelse

Foreningen er stiftet den [DATO] 2026 på en stiftende generalforsamling. Foreningens første bestyrelse vælges på den stiftende generalforsamling og fremgår af stiftelsesreferatet.